Menu

Dykning i verdensklasse

Dykning i verdensklasse

Jeg kan næsten ikke vente med at få fødderne i vandet. Efter en måneds rejse gennem Centralamerikas skove og bjerge er jeg omsider nået ud til kysten. Nu skal det vise sig, om det var besværet værd at slæbe dykkergrejet rundt i busser og toge. 

Det er mørkt, da jeg ankommer til hovedstaden Belize City. Men trods sit navn er byen lille og overskuelig. Alligevel lykkes det mig at gå forkert. Jeg leder efter ly for natten, og valget er faldet på et af byens billigste steder: North Front Street Guest House. Jeg spørger en mand om vej. Han har helt klart vestafrikanske aner; næsten sort og høj og muskuløs. Typisk for kystbyerne i Belize. Han prøver at forklare vejen, men beslutter i stedet at lede mig. 

Belize City ligger lige ned til vandet og er gennemkrydset af kanaler og broer ligesom Venedig. På en mole sidder nogle drenge og fisker i skæret fra en lygte. De hygger sig. Et par småfisk spræller i en spand.

 ”North Front Street Guest House”, siger min nye ven med kreolsk accent. Jeg takker, og stikker ham et par Belize dollars. Han lyser op og spørger, om der er andet han kan hjælpe med? Det er der ikke. Jeg er træt. Inden jeg går i seng spørger jeg lige mama, hvornår bådene sejler ud til småøerne: ”They go all the time, dear. Don't you worry”. Det lader jeg så være med. Jeg er allerede vild med Belize. Stemningen er dejlig ubekymret og uprætentiøs. Jeg beslutter mig for at være ligeså. Nu skal der slappes af.

 

Søvnig og afslappet

Belize er velsignet med det længste koralrev på den vestlige halvkugle. Øerne ud for kysten - de såkaldte ”keys” eller ”cayes” - rummer uanede muligheder for dykkere og strandløver. Der er lidt for enhver pengepung; nogle øer er omdannet til luksuriøse ”resorts”, andre er gearet til backpackere. Og så er mange af øerne let tilgængelige, hvad enten man tager turen med båd fra Belize City eller flyver ind direkte fra Cancun i Mexico. 

Den lille perle, Caye Caulker, er nok den populæreste af øerne. En fin, hvid linie af hvidt sand står i kontrast til det indbydende dybblå vand. Hovedgaden er af sand og befærdes af døsige fodgængere og cyklister. Der er ingen biler, og selv sherifkorpset kører kun rundt i golfvogne. 

Om dagen står den på dykning, snorkeldykning, fiskeri, strand og vand. Om aftenen nydes solnedgangen bedst fra hængekøjen med en Cuba Libre i hånden inden middagen, og Happy Hour begynder. 

Indtil for nylig var stemningen på den lille hummerfiskerø ekstremt søvnig. I dag tiltrækkes flere og flere turister af øens behagelige klima, restauranter og aktiviteter. Stemningen er gået fra søvning til afslappet. 

Ikke langt fra Caye Caulker findes dykkerdestinationer i verdensklasse, såsom ”Hol Chan Marine Park” og ikke mindst ”The Blue Hole”. Jeg besøger alle øens dykkercentre for at få det bedste tilbud. Det er nemlig ikke helt billigt at blive sejlet ud til de gode steder. Til min fortrydelse har de ensrettet priserne, og jeg må slippe, hvad der svarer til 1200 kroner for dagsturen inklusive tre dyk. 

Instruktøren checker mit certifikat; ”The Blue Hole” er et dybt dyk på den anden side af 40 meter, så man skal som minimum være ”Advanced Diver” for at komme med. Det er jeg. Det er ikke hver dag, de tager derud. ”Saturday looks promising”, siger instruktøren og smiler. I overmorgen. Så må jeg bare håbe, at der er dykkere nok til at danne en gruppe.

 

Dyk i The Blue Hole

Fredag får jeg grønt lys fra dykkercentret. Jeg skal afsted i morgen. Jeg glæder mig enormt og ser på billeder af stedet. Selvom ”The Blue Hole” får blandede anmeldelser af dykkere, er der ingen tvivl om, at det er helt specielt. Det er udnævnt til National Monument og er et særligt geologisk fænomen: et kraterhul på over 300 meter i diameter og over 150 meter dybt. Krateret er muligvis resultatet af en sammenstyrtet undersøisk hule, som i 1984 blev undersøgt af den berømte Jacques Cousteau. 

Lørdag morgen. Klokken er 06.00. Solen er knap stået op, men jeg står klar ved båden. Vi er otte dykkere, der går ombord plus en ”divemaster” og en instruktør, som er guider på de tre dyk. Jeg kaster et blik på de tre store motorer, som sidder bag på båden. ”200”, står der på dem. I alt 600 hestekræfter. De spilder så sandelig ikke tiden her. Dykkerudstyret checkes for fejl og mangler. Fortøjninger løsnes, og så går det ellers afsted med en fart, så vandet føles hårdt, og ansigtsrynkerne glattes ud.

Turen er lang. Jeg falder i snak med John, en midaldrende englænder, som netop lige er blevet certificeret som ”Advanced Diver”. Han har ikke mere end 18-20 dyk på bagen, men vil ikke misse chancen for at opleve ”The Blue Hole”. Jeg forstår ham godt, men synes det er vovet. Jeg siger ingenting. Jeg kender ham ikke, og beslutningen er hans egen. 

De 600 heste stopper, og vi kan kun høre havets skvulpen. Instruktøren briefer os om dykket, som går for at være et af verdens mest interessante. ”Any questions?”. Det er der ikke. Jeg skæver til John, som ser lidt forvirret ud. Én efter én træder vi et skridt ud af båden og plumper i. Udstyret med kraftige lygter synker vi langsomt dybere og dybere ned. Det trykker en smule for ørerne, men det udlignes let ved at holde for næsen og puste ud. 

Ørerne popper, og jeg giver divemasteren ”OK”-tegnet. Det samme gør de andre bortset fra John, som tilsyneladende har problemer med at udligne trykket. Han virker meget nervøs. Divemasteren får ham beroliget, og sammen følger de med os andre ned i dybet. 

Vandet er en smule grumset, hvilket er usædvanligt i Belize men forventeligt her, hvor vandudskiftningen er væsentlig mindre end ude på åbent hav. Hullet er farveløst, og der er ikke meget liv. Få fisk, ingen koraller. Kun kratervæggen, som forsætter ned i mørket. Alt er stille. Man kan kun høre luftens rytmiske boblen, når den stiger mod overfladen. Det virker altid beroligende på mig. Nærmest mediterende. 

En spotted pufferfish kommer pludselig helt tæt på foran det farvestrålende rev. 

Tankerne flyver, og jeg mindes pludselig et usædvanligt dyk, jeg engang foretog i en vulkansk bjergsø på Solomon Islands i Sydhavet. Det var også geologisk interessant, men stendødt og farveløst. Vandet var meget varmt og blev ligefrem ubehageligt, jo længere man kom ned. Sådan er det ikke her. Temperaturen ændrer sig ikke mærkbart men holder sig stort set på 27 grader. 

Da dybdemåleren viser 43 meter, gør divemasteren tegn til at stoppe. Forvisset om at alle er ok, svømmer han forrest ind i grotten. En ad gangen følger vi trop. Pludselig går englænderen i panik. Han kigger forbi mig med opspilede øjne og basker desperat med armene. Luftbobler vælter ud af munden på manden. 

Jeg følger hans blik. Der er ikke noget at se. Det må være grotten, som har gjort ham bange. Den ser nu heller ikke ligefrem gæstfri ud. Men det gjorde de enorme japanske fragtskibsvrag på Solomon Islands heller ikke. Dér svømmede vi rundt i sorte lastrum og ind og ud af torpedohuller. Det kræver lidt tilvænning at dykke den slags steder. Ikke underligt, at der findes særlige ”Wreck Diver”- og ”Cave Diver”-certifikater. Vrag og grotter er ikke for begyndere. 

Jeg svømmer hen mod John, men overhales af divemasteren. Han griber fat i John, som nu er ude af kontrol. Forvisset om at Johns udstyr er i orden, hiver divemasteren ham op mod overfladen. Jeg husker pludselig tilbage på dengang, jeg tog mit begynderkursus: PADIs ”Open Water”. På et af de sidste dyk stod ilttilførslen pludselig af. Dér var jeg så på 15 meters dybde og gispede desperat efter vejret, indtil divemasteren tilbød mig luft fra sin egen flaske. Den slags oplevelser glemmer man ikke. 

Jeg kigger rundt og føler mig pludselig lidt alene. De andre dykkere venter henne ved indgangen til grotten. Jeg giver instruktøren mit ”OK” og peger forklarende op mod de to dykkere, som langsomt stiger opad. Vi må videre. 43 meters dybde er noget, som tærer på luften. Vi har begrænset tid. 

Grotten og mørket lukker sig omkring os. Ingen tvivl om, at det er geologien, som har gjort stedet berømt; stalagmitter og stalagtitter skaber et måneagtigt, undersøisk landskab. Vi svømmer ind mellem stalagtitterne, hvor det bliver endnu mørkere. I lygternes skær får vi øje på et par store hajer, der cirkler rundt som søvnige nattevagter i en forladt stalagmit-by. Vi er på deres område. Helt i orden. Det er alligevel tid til at komme op.

 

Dyk i Marine Park

Efter frokost og en times pause på dækket er vi klar til to dyk ved ”Hol Chan Marine Park”. Også John. Han er meget stille, men frygten er forsvundet. 

Marineparken er helt anderledes end ”The Blue Hole”. Her er mange skildpadder og store stimer fisk, og korallernes farverigdom er fantastisk. Dykket er ikke nær så dybt og varer derfor længere. Nogle rokker gemmer sig i sandet, så kun øjnene stikker op. De blafrer majestætisk væk, da vi forsigtig nærmer os. En hummer stikker hovedet frem fra sin koralgrotte, mens den advarende holder begge arme frem for sig. Kejserfisk og kæmpe havbarser glider ubekymret forbi. 

Jeg fjerner mine svømmefødder og ”moonwalker” på havbunden. Det er syret. Jeg bliver aldrig træt af den fornemmelse. Det er noget af det tætteste, man kan komme på vægtløshed, og det føles fantastisk.

 

Det her er livet

Vi er stadig helt oppe at køre, da kaptajnen atter sætter kursen mod Caye Caulker. Solen bager ned fra en skyfri himmel. Alle er enige om, at dagens tre dyk har været suveræne. Dykkere er næsten værre end lystfiskere, når det handler om, hvad de så, og især hvad de andre gik glip af. 

Selvom vi er i samme gruppe, er vores oplevelser meget forskellige. Ingen hævder dog at have set kæmpeblæksprutter eller russiske ubåde. Flere sukker efter hvalhajer, som ingen af os så denne gang. Men verdens største fisk kan faktisk opleves omkring fuldmåne i marts og april længere sydpå ved den lille by Placencia. Måske skulle man gøre det. Måske skulle jeg tage afsted i morgen. 

Vi er tilbage sidst på eftermiddagen. Det har været en lang, men god dag. Jeg tager afsked med gruppen og sætter kurs mod mit foretrukne spisested på stranden. God atmosfære og med sand som gulv. Frit udsyn til solnedgangen over bølgen blå. Ikke overraskende er der grillet fisk på menuen. Desværre er det uden for hummersæsonen. De velsmagende kræ får en fortjent pause fra medio februar til medio juli for at få bestanden på ret køl. 

En overdrevent pæreformet mand og hans melonformede kone smiler genkendende til mig og serverer straks en fisk med tilbehør. Der er frugt til dessert. Jeg spiser som om det er mit sidste måltid. Dykning gør mig altid sulten. Jeg betaler melon-damen og rejser mig mæt og tilfreds. ”If you come back tomorrow you'll get a discount!”, råber pæren efter mig. Jeg smiler. Det her er livet. 

Tekst: Søren Bonde, De Berejstes Klub

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os