Menu

Rejsebrev af Gert og Henrik

Rejsebrev af Gert og Henrik

Vi forlod Mexico i starten af februar, krydsede grænsen til det nordlige Belize ved Corozal. Belize – tidligere Britisk Honduras. Et lillebitte land, der ikke helt er som de andre lande her i Centralamerika. Halvt så stort som Danmark og kun 280.000 indbyggere. Beliggende ud til det caribiske hav. Først i 1981 blev det selvstændigt som land efter en tid som Britisk koloni. Det officielle sprog er derfor engelsk og befolkningssammensætningen er om endnu mere en etnisk smeltedigel end de øvrige lande. Udover forskellige mayaindianer-stammer og efterkommere fra de spanske erobrere møder man mørke garifunaer.

Tilbage i 1500-tallet forliste et spansk slaveskib med afrikanske slaver fra Nigeria udfor øen St. Vicent i Caribien. Slaverne reddede sig i land og blandede sig med den oprindelige indianske befolkning på øen. Sidenhen blev de forvist til Honduras’ kyster og op langs det nuværende Guatemala og Belize. Kultur og musik har derfor stærke rødder i det afrikanske.

I det nordlige Belize cyklede vi igennem en masse sukkerrørsmarker, som vi ikke havde set så meget til i Mexico. Konstant mødte vi lastbiler på vejene som var læsset med sukkerrør. Husene bar umiskendeligt præg af engelsk kolonistil med græsplæne omkring eller forsøg herpå.

Senere blev sukkerrørene afløst af appelsin og banan-plantager. En dag på vej ad de støvede grusveje til den lille kystby Placencia for vi vildt og havnede på sådan en bananfarm. Intet er dog som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget. Nu fik vi lejlighed til at se, hvordan bananklaserne hængende på noget som lignede en skilift blev transporteret fra markerne og ind i en pakkehal, hvor de blev sorteret og læsset på lastbiler. Ved flere af bananplantagerne så vi skilte som fortalte at der var tale om EU-støttede projekter.

Rundt omkring ved appelsin – og bananplantagerne sås primitive skure og huse, hvor gæstearbejderne fra Guatemala boede. Ikke særlige luksurøse forhold, men alligevel langt bedre end det de kommer fra.

Vi kom til at tilbringe det meste af vores tid i Belize ved noget som hed Monkey Bay Resort Camping. Flere havde advaret om Belize City som har et kedeligt ry. Høj kriminalitet og folk bliver skudt ned for ingenting. Vi vovede os dog derind alligevel – naturligvis i bus og ved dagslys. Byen viste sig naturligvis ikke at være det rene ragnarok. Men den er dog ikke videre charmerende og enkelte tilråb som “What’s up – white boy” må man leve med.

Belmopan – regeringsbyen - er til gengæld Belize City modsætning. Meget stille og rolig. Og – ja, nærmest kedelig. Kedelig og trist er ihvertfald de parlamentsbygninger, som er blevet klasket op her for 30 år siden, da man besluttede at rykke parlamentet væk fra Belize City. Efterfølgende er der så efterhånden opstået en by.

I forbindelse med vores ophold på Monkey Bay Resort Camping benyttede vi også lejligheden til at besøge det nærliggende Belize Zoo. En lille zoo, hvor dyrene har rigtige gode forhold med store områder at brede sig på. Her så vi en del af de dyr som også lever vildt i Belize. Den meget farvestrålende tukan og de smidige edderkoppeaber. Og det mest fascinerende for mig – jaguaren. Jeg havde i lang tid stået og kigget, men kunne ikke få øje på den, indtil en dyrepasser kom forbi og pegede op. Og højt oppe i et træ lå den så, den store kat. For stor det er den. Det tredje største kattedyr i verden efter tigreren og løven.

Længere sydpå i Belize på vejen fra Dangriga til Placencia finder man det såkaldte jaguar- reservat, et stort fredet naturområde, hvor omkring 600 af den sjældne og truede kat lever.

Gastronomisk er nemt at beskrive Belize – rice and beans. Ris og brune bønner med stegt kylling til.

Med venlig hilsen

Gert og Henrik, www.fastergaard.dk , 2007

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os