Menu

Mayagrotten i Belize

Mayagrotten i Belize

I Belize fandt jeg et lille hotel i byen San Ignacio der ligger romantisk mellem grønne bakker og frodige marker. I området findes der en del limstensklipper og masser af huler og grotter som mayaerne brugte til ofringer. Så jeg meldte mig straks til en tur ud til en grotte der blev kaldt ATM-hulen. Spøjst navn men det er en forkortelse for Actun Tunichil Muknal. Som så mange af de andre grotter i området er denne hule dannet af flere tusinde års vanderosion, hvor floder og vandløb har ædt sig ind i klipperne her ved Maya Mountains som bjergene hedder. Grotterne har været anvendt af mayaer som slog sig ned i området omkring floden i den tidlige klassiske mayaperiode dvs. omkring år 300 – 600 eft. Kr. Mayaerne trængte dybt ind i disse huler og brugte dem til ceremonielle aktiviteter, såsom menneskeofringer.

Da vi ankom til skoven hvori grotten lå var hele området dækket af et sælsomt syn med tåge henover trætoppene, det gav næsten det hele en spøgelsesagtig stemning. Vi bevægede os ind i skovens fugtige dyb og skulle passerer en flod. Her var det af med støvler og vade over floden, der dog ikke var mere end ca. en halv meter dyb.

Åbningen til grotten er forholdsvis stor – vel 3 -4 meter høj og ligner en gotisk bue, men udfordringen ligger i at en flod fosser ud inde fra grotten, så man skal svømme over til åbningen. Foran åbningen er der simpelthen en sø på omkring 4 x 4 m som man skal forcere først. Så vi blev såmænd sjaskvåde alligevel. Søen var dyb, man kunne ikke se bunden, så der var ingen vej udenom. Vi måtte bare i baljen og så svømme over den modsatte klippebred.

Klippevæggene rejste sig lodret op fra floden og mørket tog over længere inde. Den første passage var ret snæver, det var halvmørkt og svært at se helt præcist hvor man skulle træde. Vi anede jo heller ikke hvor dybt det var og væggene var glatte og umulige at holde fast i. Så vores skridt var forsigtige og tøvende. Sommetider gik vi i vand til anklerne og til andre tider stod vandet os til midt på maven.

Jo længere, vi trængte ind i grotten jo mere bælgmørkt blev det. Vores guide havde tændt sin pandelygte og et forunderligt syn af ældgamle drypstensformationer prægede nu hulen. De hang sylepsidse ned fra loftet og gav hulen et udseende som var den taget ud af en eventyrfilm med trolde og hekse. Vanddybden varierede stadig helt ekstremt, vi kunne gå i en lille rislende bæk og i næste øjeblik var vandet virkelig dybt. På et tidspunkt gik vi i vand til halsen og blev nødt til at svømme i perioder. Bunden var stadig ustabil og fuld af sten – hvoraf ikke alle lå lige fast.

Vi fik at vide, at grotten er ca. 5 km lang. Jeg tror vi var omkring 3,5 km inde i dybet og tanken om det var selvfølgelig også en smulle mavekildrende. Det var lige dele spænding, fascination og skræk jeg følte inde i denne hule.

Efter at vi har vandret gennem vand, klipper og løstliggende sten i lang tid kommer vi til et sted der er specielt mørkt. Her står vi foran en ca. 3 meter høj helt lodret klippemur – rummet hvor vi står er blindt – så nu er der faktisk kun én vej – og det er opad. Vi skal op og kravle i klipperne der stadig er glatte og fugtige. Hulen generelt er så fugtig (både af klimaet og pga. at vandet fra floden fordamper) at vandet driver ned af væggene. Så jeg er afgjort ikke vild med at skulle kravle i disse glatte klipper, men på den anden side, så er jeg jo nødt til at følge med.

Henne i den ene endevæg skimtes en åbning på en meters penge i højden – der skal vi ind og der ser afgjort ikke ud som om der er meget plads at give af. Nu følger 4 – 5 meters kravlen gennem en smal passage i klippen, hvor ryggen skraber hen mod klippeloftet og vi er alle nede på alle fire for at vriste os gennem tunnelen. Men hvad der venter os på den anden side er hele turen værd. Nu er vi nemlig inde i det allerhelligste – en kæmpe stor “katedral” eller hal med de største og vildeste drypsten hængende ned fra loftet. Det er som at komme ind i en eventyrverden og vi står alle sammen med åben mund og er helt tavse. Det er et fantastisk syn. På gulvet ligger potteskår og rester af mayaernes ituslåene keramikkrukker som de også ofrede. Drypstenformationerne er kæmpestore og glitre i lyset fra guidens pandelampe. Det er et umådeligt smukt og storslået sted som tryllebinder os alle lige med det samme. Vi står lige midt i mayaernes hellige ceremonirum og man føler sig næsten helt ydmyg og forstår helt og fuldt hvorfor disse huler betød så meget i deres mytologi.

Næste rum skal vi entre ved hjælp af en almindelig aluminiumsstige op til et højere niveau. Her er nemlig ofringskammeret. Tre – fire skeletter ligger undt omkring i klipperummet, nogle af knoglerne i et frygteligt rod, men andre ligger som et skelet normalt vil ligge, hvis den ikke er blevet rodet rundt med. Knoglerne ser ud som om der gror hvidt kort hår på dem, men guiden forklarer os, at det er mineraler fra vand der krystaliserer. Hulen har nemlig i perioder været oversvømmet og vandet har stået helt op i denne øverste hulerum, så skeletterne også har været under vand. Derfor har knoglerne reageret på denne måde. Det ser ret spøjst ud og giver bare det hele et ekstra skær af uhygge. Men meget velbevarede er knogleresterne og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan det hele har foregået på mayaernes tid.

Tænk at der findes sådanne steder i verden. Ikke underligt, at de gamle mayaer valgte disse storslåede steder til deres religiøse ceremonier og ofringer – de havde afgjort sans for æstestik disse ældgamle folkeslag! 

Af Anette Lillevang Kristiansen

 

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os